Slagteren
- Format
- E-bog, ePub
- Dansk
- 480 sider
Normalpris
Medlemspris
Kan streames i Saxos app
Som medlem hos Saxo kan du læse e-bogen i Saxos app med det samme
Beskrivelse
Tom Hartmann – kulturjournalisten, der blev terrorist ved et tilfælde i Tenoren – prøver at komme på fode igen og tager til Cap Ferrat i Sydfrankrig for at besøge sin gamle studiekammerat Eddie Jones. Eddie har en forretningside, han vil drøfte med ham. Problemet er bare, at Eddie også har liget af en smuk kvinde liggende i bagagerummet i bilen.Samtidig lander en højst spektakulær drabssag på bordet hos Toms ekskone, politiefterforskeren Cathrine Price. De jordiske rester af den frygtede kunstkritiker Gerhard Elming ankommer til et galleri i Oslo midt under en fernisering, anrettet som en grotesk kopi af et af verdens mest berømte kunstværker.Slagteren er en international thriller i højt tempo fra et dekadent miljø i et af de rigeste ferieparadiser på Rivieraen. A sunny place for shady people. Det er en historie spækket med menneskelig dårskab, mørke hemmeligheder – og en komodovaran. Gnistrende af sprogligt overskud, spænding, komiske situationer og overraskende vendinger. ØYSTEIN WIIK debuterede med et brag i operakrimien Tenoren, der høstede lige så begejstrede anmeldelser i Danmark som i forfatterens hjemland Norge. Slagteren er en fritstående fortsættelse.Fil størrelse: 1201 KB
Detaljer
- SprogDansk
- Sidetal480
- Udgivelsesdato13-03-2013
- ISBN139788771374704
- Forlag People´sPress
- FormatePub
- UdgaveVersion 1
Anmeldelser
Anonym 22/11/2022
Jeg burde have set det komme. En bog, der præsenterer sin bedste anmeldelse på forsiden med kun fire hjerter fra Politiken, må have nogle mangler. Vender man bogen om, er der fire stjerner fra Jyllands-Posten, og Søndag arbejder åbenbart slet ikke med karakterer, men leverer bare en kommentar til bogen. Hvor blev den femte stjerne af? Det nedslående svar må være: Topkarakteren blev aldrig givet. Trist men sandt, og ikke desto mindre fuldt berettiget. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har det stramt med nordiske krimiforfattere. Det kan være vanskeligt at sætte fingeren præcis på, hvad årsagen er, men af en eller anden grund kommer de næsten aldrig ud over kanten (Jo Næsbø er an af få undtagelser, der bekræfter reglen). Der er noget provinsielt over nordiske krimier, og det er som om, de aldrig rigtigt bliver farlige. Øystein Wiik gør et hæderligt forsøg på at give sin roman ”Slagteren” et internationalt islæt, ved at henlægge en del af handlingen til Frankrig, Monaco og Indien. Desværre fejler han big time. Bevares, ”Slagteren” har afgjort sine momenter, hvor handlingen er både interessant og spændende, men set i bakspejlet, forekommer det mere som isolerede begivenheder, end som en del af et større billede. Kapitlerne i bogen er korte, og med skift af kapitel oplever man som læser også et skift i lokalitet. Handlingen i de enkelte kapitler er i og for sig spændende nok, og faktisk fangede bogen mig fra første side, men som læser mangler man noget, der kan forbinde de forskellige sceneskift. Hvad er det Øystein ønsker at læseren skal have fokus på? Er det den Norske efterforskning? Er det de tre småkriminelle smuglere i Monaco? Er det begivenhederne i det lyssky kunstnermiljø i Frankrig? Og hvad har de enkeltstående begivenheder med hinanden at gøre? Hvor er den røde tråd? Svaret er: Den er der ikke! De korte kapitler giver kun et kort flash af den pågældende situation. Som læser bliver man aldrig for alvor involveret i handlingen. Du når det simpelt hen ikke, før kapitlet er slut og der springes over til en ny scene med nye mennesker og en anden agenda. Bogen er på 477 sider, og det meste af tiden var det mere stædighed end lyst, der drev mig fra den ene side til den næste. Jeg tror godt Øystein på et eller andet plan var klar over, at historien manglede en gennemgående storyline, for hen imod slutningen, laver han et decideret wrap-up, hvor han forklarer, hvordan de enkelte begivenheder hænger sammen. Grundideen i historien er i sig selv genial, Men Øystein Wiik er så ivrig efter at vise plottets grundsten frem, at han desværre glemmer at træde et skridt tilbage for at zoome ud på huset, han er ved at bygge, og det er en skam, for plottet som et hele er i sig selv genialt. Havde jeg været redaktør på ”Slagteren”, havde jeg købt konceptet lige på stedet, men bedt Øystein Wiik om at komme tilbage, når han havde skrevet bogen om. Med ”Slagteren” havde Øystein Wiik potentiale til at blive en af de nordiske krimiforfattere, der på stærke vinger kunne hæve sig op over den grå og anonyme mængde nordisk krimilitteratur, vi ser alt for meget af. Desværre var hverken forlag eller forfatter opgaven voksen.