60 SMÅ TEGN PÅ AT MAN MÅSKE ER BLEVET EN MODEN KVINDE PÅ 60

Lise S 27/11/2017

”60 små tegn på, at man måske er blevet en moden kvinde på 60” Anette Riis Mellemgaard 30 sider 99,95 kr. Der kan være tegn i sol og måne på, at noget godt er på vej, man kan tegne sig for noget, og så kan man ende med at gøre tegn og underlige gerninger. Hvis man tør tage chancen, så kan man tegne aktier, og man kan snart gå og finde gode eller dårlige tegn på, om de falder eller stiger, men hvis alt går galt, så kan man prøve at slå korsets tegn, for det kan til tider virke. Man kan snart ligne et stort spørgsmålstegn, når folk kommunikerer via tegnsprog, men det kan også virke som et svaghedstegn, og så kan man søge hjælp i stjernerne eller i sit stjernetegn. En dag har man dollartegn i øjnene, men man kan samtidig øjne nogle forårstegn, og så er der nogle helt andre tegn, som man måske netop ikke øjner, fordi samme øjne trænger til nye briller. De tegn har Anette Riis fundet hele 60 af i sin fine bog, hvor hun oplister tegn, der viser, at man måske er blevet en moden kvinde på 60. Det er både fornøjeligt, opbyggeligt og hyggeligt at læse sig igennem små og store tegn, der indikerer, at noget er sket i de forløbne år. Det er selvoplevede situationer, men også andre velvillige personer med trang og hang til at forstå aldersudviklingen har givet deres bidrag, og der er bestemt både fordele og ulemper i den tegngivning, der angår det runde 60, for positivt er det da, at ingen skal vente forgæves på en: ”Man kommer som regel i rigtig god tid til næsten enhver begivenhed: også selv om det virker irriterende på andre. Man synes bare, at det er vigtigt at være der, så man får det hele med.” (1). En uheldig tendens kan også komme med alderen: ”Man elsker lige pludselig store flødeskumskager, som man førhen syntes var temmelig ulækre – og jo også usunde at sætte tænderne i. Tidligere var flødeskum et fravalg; nu har man ligesom lidt mere lov til det, for: ”Herregud det er jo nu, vi skal nyde livet.” (7). Der er for og imod, enten-eller, både–og eller hverken–eller i de nuancer og mangfoldige tilstande, som man snart kan kendetegnes ved, når man muligvis er blevet en moden kvinde eller bare fylder 60 år. Det er både synligt i udseende, talemåder og gangart, så man kan hverken skjule det, tale sig fra det eller stikke af herfra, for tegnene er kommet for at blive og sandsynligvis også blive mere udtalte. Der er samtaleemner som efterløn og pension, der går igen, der er noget med mundvigene, der går mere ned end op, og der er en mascara, som tilsyneladende også har skiftet karakter, fordi den klumper og er svær at placere på det rigtige sted. Man har svært ved at sidde for længe på samme sted eller på samme bagdel, man er ikke helt så hurtigt oppe af sofaen, som man var engang, men en lille lur eller morfar er altid godt også for en mormor. Noget har ændret sig, og det er i hvert tilfælde ikke en selv: ”Man opdager besværligheder ved at åbne slikposer, madvarer osv., der er forsynet med de der møgbesværlige og virkelig irriterende plastiklukkemekanismer. Det er bedst, hvis man kan få en anden til at åbne dem, mens man samtidig brokker sig over dem.” (17). Hukommelsen er naturligvis stadig fin, men man ser bare nyhederne mange gange alligevel, så de må være blevet mere interessante med årene. Hørelsen fejler ikke noget, og det er mest af hensyn til opgivelserne, at man begynder at tale højere. Der er kommet så mange nye navne til, så det er blevet vanskeligere at huske dem, for før i tiden var navne så enkle, at man ikke skulle tænke sig om, for at komme på dem. De lyse sider ved den tiltagende alder er, at det meste har nyhedens interesse, idet man kan se den samme film flere gange og hver gang blive lige overrasket over slutningen, og også bøger kan genlæses, fordi handlingen er som ny på ny. Supermarkederne er blevet irriterende store, for indkøbskurven forsvinder gang på gang, og det skete ikke i det gode gamle dage, for der kunne man altid genfinde sin kurv. Ens konti har det med at lave nogle tilfældige kurver nedad, og det kan kun skyldes, at andre har haft fingrene i ens hævekort, for pludselig er der betalt for et spanskkursus, og det burde man da selv have gjort, og det er formentlig også det, man har gjort. Anette Riis har en glimrende evne at til at beskrive alderstegnene på en ironisk og indsigtsfuld måde, og man opdager, at der nok er tegn, men at tegnene også kan have sin charme og i hvert tilfælde, at man ikke står alene med dem. Det kan kun anbefales at gå i gang med de 60 tegn, og blive i bedre humør, underholdt og oplyst af det, der om ikke andet så sker for alle andre. Der tilstøder gode ting som årene går i form af, at man får masser af motion eksempelvis i hjemmet, fordi man har glemt, hvad man gik efter, og så må man tilbage til udgangspunktet, men måske har man i mellemtiden glemt, hvad det var man havde glemt. Det gør imidlertid ingen ting, for så finder man på noget nyt der, hvor man er nået hen, og så kan man få nok en tur frem og tilbage i stuerne. Selvom der bliver længere ned til fødderne og snørebåndet er sværere at håndtere, så har man heldigvis arvet nogle skohorn fra sine forældre, og de var ganske vist meget gamle, da de brugte sådan noget, men man kan da godt lige gøre brug af dem, når de nu alligevel ligger på skohylden. Der er tegn i sol og måne på masser af stjerner til den nye og dygtige forfatter, så 6 bliver det til, og så et stjernetegn oveni. Jeg håber på mange flere tegn på nye bøger og anderledes vinkler fra Anette Riis i fremtiden. Anmeldt af idéhistoriker og forfatter Lise Søelund